Jannies sidste dage.
Jeg skriver for at fortælle at Jannie, vores ældste datter, er gået over. Skrevet d. 31.10.02
Hendes fysiske krop var slidt op, og hun gled ud i friheden
den 10.10.2002 kl. 18.00.
Jannie blev 31 år.
Lægernes diagnose af Jannie var at hun var spastisk lammet, havde epilepsi, havde muskelsvind, var astmatiker og var åndsvag. Vi så Jannie som et stort og kærligt menneske i en handikappet krop.
Hendes død var så smuk og hun formåede at invitere os nærmeste med ind i hendes rum, hvor vi fulgtes tæt med hende de sidste 8 dage, som hun brugte til at tage afsked i.
Hun kaldte på os familie 1. gang for at fortælle os at nu var hun klar til at sige fysisk farvel.
Vi var hos hende en hel dag og fortalte hende at vi respekterede hendes valg og vi sang velsignelsen sammen med hende og så blev jeg hos hende om natten. Om morgenen sad hun op støttet af puder da jeg kom ind til hende (og hendes faste vagt fra hjemmet hvor hun boede) og hun sendte signaler om at hun lige tog en runde mere og at havregrøden for øvrigt var bestilt!
Så tog hun lige 5 dage mere. Den brugte hun til at smelte mere og mere sammen med sin åndelige dimmension og give mere og mere slip på fysikken.
Det er jo noget vi ser i bakspejlet, men det var tydeligt at Jannie ønskede at vi skulle være der og være med i processen, så den blev familiær for os, og det var nøjagtig hvad der skete.
Jannie foldede sin krop mere og mere ud, strakte sine hænder og arme og ryg og fødder og nakke, hele kroppen blev afslappet i stedet for krampagtigt, spastiskt, forkrøblet formet. Hendes astma forsvandt og hun fik et finere udtryk i sit ansigt.
torsdag d. 10. 10. 2002 var det tydeligt at nu var dagen. så vi kaldte hele familien igen, Jannie formåede endda at få sin biologiske far til at komme, de har ikke set hinanden i 25 år!
Hele tiden talte vi om processen. jeg talte om Jannies farmor som Jannie elskede, og som døde for 10 år siden, og som Jannie nu kunne regne med at hun kom for at hjælpe. sammen med englene, og Jannie så glad ud når vi talte om det og hun var ikke bange, kun fortrøstningsfuld og fyldt med glæde og forventning.
kl. 17.00 var alle taget hjem undtagen min mor, jeg og den faste vagt og vi sad rundt om Jannie, hun var hvidbleg og rolig og afslappet og så parat ud.
vi sang velsignelsen igen og kl. 17.45 slog Jannie øjnene vidt op, og de strålede!!!
og Jannie smilte!!! bredt.
Hun lignede en engel, og mor sagde "nu kommer du snart i himmelen".
så sagde Jannie (og hun har ikke sagt et ord i 20 år!!!!) så sagde Jannie "himlen, himlen, himlen, himlen, himlen, himlen" og hun smilte stadig, og øjnene strålede,
så sagde jeg "nej, du kommer ikke snart i himlen, du ER i himlen"
og så sagde Jannie "Jah, jah, jah, jah, jah, jah, jah, jah," og vi kiggede alle hypnotiserede på hende, og mens vi stod og stirrede, fandt vi ud af at hun var holdt op med at trække vejret!!! vi blev stående i 10 minutter og kiggede, for hun lignede een der bare har glemt at trække vejret og gør det lige om lidt, men hun trak ikke vejret mere, som jeg sagde til hende tidligere på dagen, vejrtrækningen er jo vores åndedræt, vores ånde, vores ånd, vores bevidsthed. og når ånden forlader kroppen stopper åndedrættet.
Sådan.
Så smukt, så enkelt, så fantastisk.
og vi føler vi er indviede i noget fantastisk.
At Jannie drog os med ind i sit liv af mystik.
nu er hun sat fri,
og hun er glad og lettet over at have forladt en veludført opgave.
Flere af os oplevede at Jannie var med ved højtideligheden da hendes krop blev lagt i kisten og sunget ud af institutionen.
hun var også med ved bisættelsen, og var med til at gøre dagen uforglemmelig.
og hun var med da vi satte urnen i graven.
da havde hun forvandlet sig til en statelig, smuk, drømmende kvinde.
tak fordi du lyttede, jeg syntes du fortjente at få lidt af Jannies magi.
knus og kærlige hilsner fra Hanna